Aabenraa Golfuge 2021 blev til en fest-uge
Det var en meget glad Klaus Milton Jensen, der som formand for Aabenraa Golfklub kunne afslutte klubbens golfuge ved spisetid torsdag aften.
Formanden kunne glæde sig over rekorddeltagelse med i alt 598 startende på de 4 turneringsdage, og han kunne sende en tak til deltagerne for at møde så talstærkt op, til de mange frivillige som med smil på læben passede de mange jobs i forbindelse med afviklingen, til golfugens sponsorer for de mange flotte præmier, til greenkeeperne for en utroligt flot og velplejet bane og til vejrguderne for det fine golfvejr alle 4 dage.
Vejret og stemningen havde da også resulteret i en ekstraordinær omsætning af især fadøl på terrassen, når spillerne hyggede sig efter golfrunden.
På det sportslige plan kunne formanden glæde sig over en ny banerekord for damerne, idet Line Vedel Christensen om mandagen gik en runde i 67 slag – 4 slag under banens par.
Det gode vejr, de gode greens og tørre fairways, som betød at boldene trillede lidt længere end normalt gav basis for nogle meget flotte vinderscores alle 4 dage, og der er med garanti en hel del af deltagerne, som nu har sikret sig et endnu lavere handicap, end de havde før golfugen begyndte.
Der er ingen tvivl om, at deltagerne i golfuge 29 på Løjtland allerede nu har sat kryds i kalenderen for 2022, og mange af gæsterne, som kom fra 31 forskellige danske klubber, har da også allerede booket sommerhus eller plads på en campingplads i nærheden.